Hvem er jeg?

Den korte version er, at jeg har sunget hele mit liv – faktisk før jeg kunne snakke. Da jeg var halvandet år, har min mor fortalt, at jeg var mere interesseret i at synge julesange rundt om træet end at pakke gaver op. Min sangbog fra jeg var barn er praktisk taget slidt i atomer, og at synge har været som et parallelt sprog for mig. En måde at udtrykke mig på, som har suppleret de talte eller skrevne ord.

Siden 2001 har jeg sunget professionelt og jeg glæder mig også til at synge til dit arrangement. Eksempelvis har jeg deltaget i den professionelle opsætning af Miss Saigon i Herning Kongrescenter. Jeg har sunget til hundredevis af bryllupper. Masser af mærkedage som bryllupsdage, runde fødselsdage og jubilæer er det også blevet til. Ligesom jeg også får det store og ydmyge privilegium at synge den sidste sang til begravelser og bisættelser, hvilket for mig er de smukkeste og mest rene oplevelser. Siden 2015 har jeg sunget sammen med Viborg Concert Band til nogle af deres koncerter som solist. Det er en fed kontrast til at synge helt selv uden musik. At stå i fuld galla med et 30 mands blæseorkester i ryggen er noget af det vildeste. Og jeg elsker det – det hele.

Jeg er desuden kirkesanger i Skals kirke samt standardsanger ved kirkelige handlinger i Søndermarkskirken i Viborg. I mit mere civile liv er jeg selvstændig/freelancer indenfor pædagogik og psykologi, hvor jeg bl.a. underviser på pædagoguddannelsen i Viborg, laver kurser og foredrag om eksempelvis egenomsorg, sensitivitet, forældresamarbejde og low arousal. Og så er jeg forfatter til bogen Dit sensitive barn – en guide til en bedre hverdag plus min kommende bog, som i april 2018 stadig er under udarbejdelse. Du kan læse meget mere om den side af sagen på www.annemettesohn.dk. 

44 år, gift med Bo, som er ingeniør, mor til to børn fra hhv. 2001 og 2004 og en lille str. 37 i sko kan jeg også prale af. Når jeg synger, er jeg altid i stiveste puds. Fuld galla til de store begivenheder og elegant klædt i sort til de mere diskret af slagsen.