Tre tætte knus på én uge!

Jeg har fået tætte knus i denne uge af tre fremmede damer på den gode side af 75 år. Men af forskellige årsager. Faktisk har det været en meget intens uge, hvad sang og følelser angår, og som den følsomme og sensitive sjæl jeg er, tager jeg det ind og bærer det med mig videre i livet. På godt og ondt. 

For at starte tidskronologisk bagfra, så sang jeg i går, lørdag til et smukt bryllup i det nordjyske. Gommens mor havde bestilt mig til at synge en sang for brudeparret i kirken. Bruden var gudesmuk og gommen strålede. Præcis som det skal være. Jeg sang min sang, Hver morgen, og ikke et øje var tørt. Selv kirkesangeren måtte duppe øjnene bagefter. Kirken var placeret på toppen af en bakke, og det blæste en halv pelikan, så jeg var nervøs for, om brudens slør ville blive siddende. Det gjorde det heldigvis. Jeg fik pæne ord med på vejen og et dejligt kram fra den første af de tre damer – ja egentlig den sidste, men lad det nu ligge. 

Torsdag aften var jeg bestilt til at give en “minikoncert” for en dame, som fyldte 80 år. Hendes børn havde valgt i alt fem sange, som jeg skulle synge for hende. Meget nøje udvalgt, og alle med det formål at fortælle hende, hvor højt elsket, hun var. Jeg anbefalede dog, at den sidste sang var “Congratulations” for at slutte med en festsang, og det faldt bestemt i god jord. Især fordi den andensidste sang blev meget bevægende for fødselaren. Ordene: “Du betyder mere end du tror” vækkede nogle følelser, og hele sangen igennem sad hun med lommetørklæde i hånden. Efter jeg havde sunget alle sangene færdig, gik jeg som altid til fødselaren for at gratulere. Hun var så glad. Krammede mig længe og tæt, og sagde at det var en fantastisk gave. Et dejligt øjeblik og en tilfredsstillelse for mig, at jeg kan være med til at give et menneske denne oplevelse. 

Et par dage før denne dejlige aften sang jeg til en begravelse i den kirke, hvor jeg er kirkesanger. En familie sagde farvel til deres mor, kone, datter, søster, nabo, kollega og ven. Jeg var blevet bedt om at synge “Du som har tændt millioner af stjerner” efter præstens tale. Kirken var stuvende fuld, og der stod sågar en flok i både våbenhuset og udenfor kirken. Jeg kendte ikke omstændighederne, men som det ofte er tilfældet med et menneske, der begraves midt i livet, var stemningen også her tungsindig og alvorlig. Ved graven skulle vi synge “Altid frejdig”. Ved siden af mig stod afdødes mor, og jeg kunne mærke hendes fortvivlelse helt ind i knoglerne. At mærke den dybe sorg over at begrave sit barn alt for tidligt, tænker jeg ingen alder har. Normalt giver jeg ikke hånd til de pårørende, når jeg er kirkesanger, men eftersom familien havde bedt mig synge solo, og fordi familien er kendte og aktive i kirken, valgte jeg at kondolere den nærmeste familie. Først afdødes mand, to sønner og dernæst mor. Jeg stod længe med denne mor i et tæt og ordløst kram. At føle hendes sorg fylder mig stadig med den største fortvivlelse, og jeg ved, at den tætte omfavnelse vil følge mig i en rum tid endnu. Mine hjerteligste tanker og tætteste kram går i ånden til de efterladte. Ingen ord kan trøste og intet knus kan ændre på jeres situation. Jeg er ydmyg over at få lov at deltage i jeres sorg med mit simple bidrag. 

Tre kram senere sidder jeg med følelsen af, at livet er fyldt med øjeblikke, der glæder og trøster, som knuser og forandrer livet for altid. Ugen her vil sidde i kroppen på mig noget tid, og jeg vil værne om alle de fantastiske og besværlige stunder i mit liv. Takke for alt det, som kommer min vej, og gøre mig umage med at give verden min stemme til livets store øjeblikke <3

Pårørende til afdøde har godkendt, at jeg har skrevet indlægget her på siden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *