JUNI 2019
Jeg har fået tætte knus i denne uge af tre fremmede damer på den gode side af 75 år. Men af forskellige årsager. Faktisk har det været en meget intens uge, hvad sang og følelser angår, og som den følsomme og sensitive sjæl jeg er, tager jeg det ind og bærer det med mig videre i livet. På godt og ondt.
For at starte tidskronologisk bagfra, så sang jeg i går, lørdag til et smukt bryllup i det nordjyske. Gommens mor havde bestilt mig til at synge en sang for brudeparret i kirken. Bruden var gudesmuk og gommen strålede. Præcis som det skal være. Jeg sang min sang, Hver morgen, og ikke et øje var tørt. Selv kirkesangeren måtte duppe øjnene bagefter. Kirken var placeret på toppen af en bakke, og det blæste en halv pelikan, så jeg var nervøs for, om brudens slør ville blive siddende. Det gjorde det heldigvis. Jeg fik pæne ord med på vejen og et dejligt kram fra den første af de tre damer – ja egentlig den sidste, men lad det nu ligge.
Torsdag aften var jeg bestilt til at give en “minikoncert” for en dame, som fyldte 80 år. Hendes børn havde valgt i alt fem sange, som jeg skulle synge for hende. Meget nøje udvalgt, og alle med det formål at fortælle hende, hvor højt elsket, hun var. Jeg anbefalede dog, at den sidste sang var “Congratulations” for at slutte med en festsang, og det faldt bestemt i god jord. Især fordi den andensidste sang blev meget bevægende for fødselaren. Ordene: “Du betyder mere end du tror” vækkede nogle følelser, og hele sangen igennem sad hun med lommetørklæde i hånden. Efter jeg havde sunget alle sangene færdig, gik jeg som altid til fødselaren for at gratulere. Hun var så glad. Krammede mig længe og tæt, og sagde at det var en fantastisk gave. Et dejligt øjeblik og en tilfredsstillelse for mig, at jeg kan være med til at give et menneske denne oplevelse.
Et par dage før denne dejlige aften sang jeg til en begravelse i den kirke, hvor jeg er kirkesanger. En familie sagde farvel til deres mor, kone, datter, søster, nabo, kollega og ven. Jeg var blevet bedt om at synge “Du som har tændt millioner af stjerner” efter præstens tale. Kirken var stuvende fuld, og der stod sågar en flok i både våbenhuset og udenfor kirken. Jeg kendte ikke omstændighederne, men som det ofte er tilfældet med et menneske, der begraves midt i livet, var stemningen også her tungsindig og alvorlig. Ved graven skulle vi synge “Altid frejdig”. Ved siden af mig stod afdødes mor, og jeg kunne mærke hendes fortvivlelse helt ind i knoglerne. At mærke den dybe sorg over at begrave sit barn alt for tidligt, tænker jeg ingen alder har. Normalt giver jeg ikke hånd til de pårørende, når jeg er kirkesanger, men eftersom familien havde bedt mig synge solo, og fordi familien er kendte og aktive i kirken, valgte jeg at kondolere den nærmeste familie. Først afdødes mand, to sønner og dernæst mor. Jeg stod længe med denne mor i et tæt og ordløst kram. At føle hendes sorg fylder mig stadig med den største fortvivlelse, og jeg ved, at den tætte omfavnelse vil følge mig i en rum tid endnu. Mine hjerteligste tanker og tætteste kram går i ånden til de efterladte. Ingen ord kan trøste og intet knus kan ændre på jeres situation. Jeg er ydmyg over at få lov at deltage i jeres sorg med mit simple bidrag.
Tre kram senere sidder jeg med følelsen af, at livet er fyldt med øjeblikke, der glæder og trøster, som knuser og forandrer livet for altid. Ugen her vil sidde i kroppen på mig noget tid, og jeg vil værne om alle de fantastiske og besværlige stunder i mit liv. Takke for alt det, som kommer min vej, og gøre mig umage med at give verden min stemme til livets store øjeblikke <3
Pårørende til afdøde har godkendt, at jeg har skrevet indlægget her på siden.
————————————————————
OKTOBER 2018 – Den dag, jeg mødte Sissel
Kender du det? At vågne en morgen med bevidstheden om, at du skal møde et af dine allerstørste idoler i verden? Nå ikke, men så læs trygt videre, for så vil jeg give dig et indblik i, hvordan det har været for mig i dag, tirsdag den 30. oktober 2018, hvor jeg vågnede med udsigt til at møde et af mine allerstørste idoler, Sissel Kyrkjebø. Og ikke bare møde hende, men faktisk synge sammen med hende. Dagen i dag vil for altid vil være en helt særlig tirsdag.
Faktisk startede det allerede i går aftes med en sms fra et norsk nummer. Jeg troede, det var spam, og åbnede den ikke med det samme. Alligevel vandt nysgerrigheden, og jeg åbnede beskeden, som startede med følgende tekst:
“Kjære Anne-Mette,
Etter en nokså lang og nøye prosess har Sissel kommet frem til hvem hun vil synge med i Viborg.
Gratulerer, det ble deg!”
Jeg nåede ikke længere i beskeden, men begyndte at skrige og smed telefonen fra mig. Min mand så forskrækket på mig og spurgte, hvad der var galt. Jeg råbte: “JEG SKAL SYNGE MED SISSEL!”
Beskeden blev tjekket igen, for jeg troede helt ærligt, at det var en fejl, men den var god nok. Ca. ti minutter senere ringede den danske promoter for at aftale nærmere. Sissel ville være i Viborg i dag, så hvis jeg havde mulighed for det, ville hun gerne møde mig. Jeg fik flyttet et par møder og priste mig lykkelig for, at jeg ikke var på arbejde i Varde, København eller et helt tredje sted, som ellers sagtens kunne have været tilfældet.
Søvn blev det ikke til meget af i nat. Nogle timer blev det dog til, og da jeg vågnede, tjekkede jeg lige beskederne igen. For at være sikker på, at det ikke var noget jeg havde drømt. Formiddagen sneglede sig af sted. Jeg kunne på ingen måde koncentrere mig om at arbejde. Dog var jeg nogenlunde nærværende til en mentorsamtale, men med et halvt øje på telefonen, hvor en besked fra TV midtvest tikkede ind: “Kan du ringe?” Jeg skrev lidt med journalist og fotograf Karl Erik og aftalte, at vi skulle mødes hjemme hos mig ca. 12.30. Han ville gerne følge mig det sidste stykke inden mødet med Sissel kl. ca. 14. Han filmede lidt herhjemme og stillede nogle spørgsmål.
Sammen kørte vi ind til Loungen, hvor mødet med Sissel og det efterfølgende pressemøde skulle finde sted. Jeg var overraskende rolig, mens jeg ventede med et kamera vendt mod mig hele tiden. Og pludselig kom hun op ad trappen og hen mod mig. Smuk og strålende og præcis, som jeg havde forestillet mig. Sød, naturlig og ekstremt nærværende. Jeg spurgte, om jeg måtte give hende et kram, og det måtte jeg selvfølgelig gerne. WOW, det var vildt!
Vi blev vist ind i et lokale, bare os to, så vi kunne bruge lidt tid på at hilse på hinanden uden andres nysgerrige blikke. Vi talte og talte. Hun fortalte om sin mor og bedstemor, som begge havde synget altid. Hun kendte en del til mig, viste det sig, og hun spurgte nysgerrigt ind til både min sang og mit liv i øvrigt. I øvrigt var hun meget fascineret af min fortælling om surprisebrylluppet. Undervejs i samtalen faldt snakken på koncerten fredag den 14. december, hvor vi sammen skal synge sangen Somewhere fra West Side Story. Hun havde en indspilning af et klaverarrangement, så vi kunne øve det sammen.
Forestil dig, at verden står stille. Bare et øjeblik. Der er kun nuet, der gælder. Nærværet er totalt og intet kan ødelægge denne fine stund.
Jeg kan slet ikke finde de rigtige ord til at beskrive, hvordan det føltes at sidde i et lokale med Sissel, som jeg beundret i over 30 år. Nu sad hun der ved siden af mig, i levende live og sang sammen med mig, og jeg ønskede aldrig øjeblikket skulle forsvinde. Da den sidste tone ebbede ud, måtte jeg lige trække vejret helt ned i maven, knibe mig selv i armen og suge øjeblikket ind. Det var overvældende på den TOTALT fede måde.
Promoteren kom ind for at hente os. Vi havde talt længe, og der sad en lille flok pressefolk i lokalet ved siden af. Men Sissel spurgte nysgerrigt ind til min bog, og jeg lovede hende et eksemplar, når vi mødes igen i december. Signeret og det hele.
Resultatet af pressemødet kan I se både i Viborg Stifts Folkeblad og TV midtvest. Vi sang lidt for de fremmødte. Tinghallens PR ansvarlige optog vores lille optræden (ikke i super kvalitet, men bare så I kan få en lille prøve), som du kan se her: AM og Sissel synger. Du kan i øvrigt købe en af de resterende 400 billetter her.
Det var virkelig overvældende at høre så stor ros fra en kvinde, som jeg har været fan af i mange, mange år, og som for mig er en af de allerstørste stemmer, vi har – overhovedet. Ja, jeg begynder helt ærligt at tude ved tanken om det. Jeg er også utroligt ydmyg over, hvor meget hun synes at glæde sig på mine vegne over, at hun kan give mig denne oplevelse. At hun oprigtigt glæder sig til at synge med mig (ligesom hun sikkert også glæder sig til at synge med de 18 andre, som er udvalgt i hele Norden).
Noget af det mest fantastiske ved denne dag har været at mærke al den kærlighed, der er strømmet min vej. Fra venner, familie og bekendte. Meget passende holder jeg torsdag oplæg på Skivekonferencen om taknemmelighed (dog i en lidt anden sammenhæng, da oplægget handler om, hvordan jeg har lært at være taknemmelig som mor til et barn med autisme).
Havde nogen sagt til mig for en uge eller en måned siden, at jeg i dag ville sidde sammen med Sissel og synge, bare os to, så havde jeg nok grinet højlydt og længe. Men ved I hvad? Nogle gange går drømme faktisk i opfyldelse. Nej, faktisk overgår virkeligheden ens vildeste fantasi. Jeg har nu halvanden måned til virkelig at glæde mig til at møde dette fantastiske menneske endnu engang, og ikke mindst synge sammen med hende for 2200 mennesker. Det er jo helt, HELT vildt!!!!
————————————————————
AUGUST 2018 – En usædvanlig vielse fyldt med kærlighed
Jeg har haft mange sjove og specielle oplevelser med at synge, og her kan du få lov at læse om nogle af dem, som har gjort et særligt indtryk på mig. Ud over at synge, er jeg også forfatter, og derfor kan jeg godt lidt at fortælle historier.
I foråret blev jeg ringet op af en kvinde, som ønskede at hyre mig til et bryllup. Det var der ikke noget usædvanligt i, men da hun begyndte at forklare sit ærinde, spidsede jeg alligevel ører. Kvinden ringede på vegne af sin søn, som skulle giftes. Han ville fri til kæresten om formiddagen en lørdag i juli, og så skulle vielsen finde sted samme dag kl.13. Alt ville være tilrettelagt, klart og bruden skulle sådan set bare sige ja på det rigtige tidspunkt. Altså et surprisebryllup – for bruden!For at sige det mildt var jeg skeptisk. Jeg har før deltaget ved mange hemmelige arrangementer, og jeg er jo altid selv en hemmelig gæst, men jeg må sige, at et hemmeligt bryllup, hvor bruden ikke kendte til det, skulle jeg lige vende et par gange i mit hoved. Kvinden i telefonen kunne næsten ikke være i sig selv af begejstring og følelsesmæssig påvirkning. Hun fortalte i detaljer, hvordan dagen skulle forløbe. At hendes søn på kæresteparrets årlige overnatning i shelter i skoven ville fri, og så ville alle gæsterne stå klar, når de kom tilbage. Her ville gommen gerne have, at jeg sang nogle sange, når de kom tilbage. Herefter ville der være et par timer inden selve vielsen, hvor jeg skulle synge bruden ind, synge for til fællessange og synge det nygifte par ud.
Så vidt jeg husker luftede jeg ikke min skepsis overfor kvinden i telefonen, men jeg må sige, da jeg havde lagt røret på, at jeg var lidt fortørnet over, at man ville fratage en brud muligheden for selv at tilrettelægge sit eget bryllup. Jeg har mødt rigtig mange brude i mit sangliv, og jeg ved, at mange bruger måneder og nogle gange år til at planlægge alle små detaljer på deres bryllupsdag. Jeg var selv én af dem for 15 år siden (faktisk er min bryllupsdag i morgen). Omvendt har jeg også deltaget i så mange events, som ikke nødvendigvis var sådan som jeg kunne forestille mig det, men som kunderne synes var helt som det skulle være. Så jeg trøstede mig med, at gommen nok kendte sin brud rigtig godt og vidste, hvad hun ville blive glad for.
En uges tid i forvejen ringede kvinden igen. Der var lidt forvirring, da jeg havde været i tvivl, om det ville blive til noget, men heldigvis havde jeg ikke fået lovet mig væk til noget andet. Detailplanlægningen gik i gang. Idéen med, at jeg skulle synge, når de kom tilbage fra skoven var droppet. Det ville blive for omstændigt og nok også lidt for meget. I stedet snakkede vi frem og tilbage om, hvor meget og hvornår jeg skulle synge. Sangene var: Still the one og From this moment, begge af Shania Twain. Vi blev enige om, at jeg skulle synge Still the one som indgang og at From this moment skulle være en solo til brudeparret inden de gik ud – igen til Still the one.
På dagen var jeg spændt. Vi havde aftalt, at hvis bruden mod forventning sagde nej eller hvis det ville blive for meget for hende at gennemføre, så skulle jeg modtage en sms. Men den kom ikke, så kl. 12.45 kørte jeg ind i indkørslen til en gård et sted ude på landet. Hvilket syn, der mødte mig. En flot pyntet bil i gården, og da jeg drejede om hjørnet til haven, så jeg den smukkeste lille skovsø som baggrund for hvad der nok bedst kan beskrives som det, man ser i amerikanske film, når brudepar bliver gift i haven. En æresport, smukt pyntet med tyl og blomster. Et par stole på hver side til hhv. bruden og hendes far samt gommen og hans “best man”. Selvfølgelig med søen og skoven i baggrunden. Gæsterne havde flotte, grønne bænke at sidde på, og jeg må indrømme, at min skepsis aftog en smule. Dette scenarie kunne ikke være smukkere, og helt ærligt så begyndte jeg at forstå den omtanke, planlægning og ikke mindst store kærlighed, der lå i denne gestus. At en gom kunne elske sin kommende brud så højt, at han har gået gennem ild og vand, fået malet bænke, arrangeret fotograf, musik (mig), giftefoged, inviteret alle gæsterne (som var indforstået med arrangementet), sørget for kjole, frisør, buket og alt, hvad der i øvrigt hører et bryllup til. Det ramte mig virkelig i hjertet.
Gæsterne blev bænket, gommen stillede sig klar og jeg skulle holde øje med, når jeg kunne se bruden og dennes far komme ud af døren til venstre. Når de kom frem, skulle jeg begynde at synge. Jeg må sige, at stemmen rystede lidt. Bruden var så smuk. Kjolen passede perfekt, og når jeg så på gommen (som jeg ofte gør, når bruden går ind – det er en stor oplevelse at se, hvordan han reagerer, når han ser sin elskede), så fik jeg simpelthen den største klump i halsen. Ikke godt, når man skal synge, vil jeg lige sige. Vi sang en fællessang, hvorefter giftefogeden, som var en ven af familien, holdt den smukkeste tale. Han fortalte også, at denne vielse selvfølgelig ikke var juridisk bindende, men at han insisterede på, at denne dag var brudeparrets rigtige bryllupsdag. Også selv om formalia måtte blive en anden dag og et andet sted. Brylluppet var lige her og nu, kærligheden blev cementeret foran familie og venner og i disse fuldstændigt fantastiske omgivelser.
Kærligheden var så meget til stede, som jeg aldrig har oplevet før. Omsorgen for bruden, som jo intet anede på forhånd, men som var så smuk, nærværende og fuldstændig overgivet i kærlighed til sin goms vilde plan om et hemmeligt bryllup, var meget rørende at være vidne til. Alle gæsterne var så kærlige og hele atmosfæren emmede af forståelse for, at bruden skulle have tid til at lade det hele synke ind.
Jeg er så uendeligt taknemmelig for, at jeg fik lov at være en lille del i et kæmpe puslespil, som udspillede sig med militærpræcision. Klumpen i halsen dukker stadig op ind i mellem, og jeg ved at jeg ALDRIG kommer til at glemme denne dag og denne kærlighedserklæring. Følelsen af uendelig kærlighed sidder i mig endnu, og jeg har lært at mine egne fordomme nogle gange fejes godt og grundigt af banen. Og helt ærligt, så ville jeg egentlig ønske, at min egen mand ville blive inspireret og feje benene væk under mig med en overraskelse af disse dimensioner.
Billederne er bragt med tilladelse fra brudeparret. Fotografen er Olav S. Smidt-Jensen.
————————————————————
JANUAR 2018 – En blomstrende orkidé
For en del år siden sang jeg til en bisættelse for en kvinde, som jeg kendte. Jeg havde passet hendes lille søde dreng i den vuggestue, hvor jeg arbejdede. Vi faldt hurtigt i snak, og det viste sig, at det var en slags cirkel, der blev sluttet med vores bekendtskab. Min mand havde haft hendes far til fodboldtræner, havde spillet vist nok med både hendes storebror og hendes mand, og han havde selv været træner for hende da hun var ungdomsspiller.
Allerede da jeg lærte hende at kende, var hendes mand syg af kræft. Jeg snakkede med hende om det. Hun var meget åben, men jeg fornemmede alligevel, at hun satte pris på, at jeg spurgte hvordan de havde det allesammen. Ud over den lille dreng, som var i vuggestuen, havde de endnu en dreng, som var et par år ældre eller tre.
Et stykke tid efter, jeg var stoppet i vuggestuen, døde manden af kræft. Han havde været syg noget tid, så det var på en måde ventet, men alligevel et kæmpechok for alle. Som jeg husker det, tilbød jeg kvinden at synge til bisættelsen, og det ville hun gerne have. Jeg sang “Er der nogen i himlen” af Danser med Drenge. Det var virkelig smukt og stemningsfyldt, og samtidig så sørgeligt og trist. Især at se hende sidde alene tilbage med sine to drenge.
Vi spoler nu tiden knap et år frem. Jeg var begyndt på studiet som pædagog, og var hjemme den pågældende dag. Tror, jeg surfede lidt på facebook, da jeg så en af mine FB venner skrive: “NEJ NEJ NEJ, det kunne ikke være mere frygteligt”. Jeg sad samtidig og læste den lokale avis på nettet, hvor der stod at der var sket en bilulykke. Jeg kontaktede min FB ven, som skrev, at kvinden, altså moren til de to drenge, som havde mistet deres far til kræft, og som vi begge kendte, var død i en trafikulykke og at begge børn havde været med i bilen. Ingen vidste, som de ville overleve.
Jeg gik helt i chok. Fik kontakt med kvindens bedste veninde, som lovede at holde mig opdateret. Det gjorde hun (og tusind tak for det). Hun kunne fortælle, at børnene var indlagt med kvæstelser, mens deres mor var død på stedet. Kvindens forældre var der for børnene, men havde samtidig mistet deres datter. Det må have været så uendelig hårdt, at jeg slet ikke kan forstå det.
Naturligvis kender jeg ikke de nærmere detaljer, kun at begge drenge overlevede og at bedsteforældrene fik forældremyndighed over dem, hvor de bor den dag i dag.
Via bedsteveninden tilbød jeg igen at synge til bisættelsen, hvilket familien til min store glæde sagde ja tak til. Der blev hurtigt oprettet en mindegruppe på facebook, som blev et sted, hvor vi kunne “mødes” og dele vores sorg – alle på hver vores måde og i vores forskellige relationer til kvinden. Kort før bisættelsen skrev jeg i gruppen: “Kære … Om nogle få dage skal jeg synge den sang for dig, som jeg for mindre end et år siden sang for din mand. Jeg er ikke sikker på, at det bliver med høj og klar stemme, men jeg lover dig, at jeg vil gøre det så godt, som jeg overhovedet kan. Fordi jeg ved, at du ville blive så glad for det. Jeg er sikker på, at der er Nogen i Himlen, som kan elske dig…
Knus, Anne-Mette.
På dagen satte jeg mig i kirken et par timer før ceremonien skulle finde sted. Her fik jeg grædt, bedt og sendt tanker til alle de pårørende, så jeg kunne holde stemmen klar, når jeg igen skulle synge “Er der nogen i himlen”.
Jeg holdt ikke stemmen helt klar, men næsten. Mit bedste redskab mod ikke at bryde fuldstændig sammen var IKKE at se på de to små drenge og deres bedsteforældre. Min mand var med i kirken, og det var en stor trøst for mig.
Noget tid efter fik jeg en stor og flot orkidé som tak fra kvindens forældre. Den blev jeg virkelig glad for. Det blomstrede længe, hvorefter den i en meget lang periode ikke satte blomster igen. Jeg flyttede for noget tid siden planten til vinduet på mit kontor i håb om, at det kunne komme til at blomstre igen, og da den først kom i gang, har den nærmest blomstret lige siden. Hver gang, jeg kigger på den, tænker jeg på kvinden, hendes mand og deres to børn. Jeg ved, at de har det godt, hvor de er og at de bliver passet godt på.
Jeg er sikker på, at de to har fundet hinanden i himlen, og at de nu kan elske hinanden hvor de er. Jeg er også sikker på, at de holder øje med deres drenge deroppefra. Eller som jeg sang til dem begge: “Håber bare du har det godt deroppe, og de andre de kan se, hvor dejlig du er. Håber bare, at du når det,
alt det, du ikke nåede her”.
Kærligst,
Anne-Mette