For en del år siden sang jeg til en bisættelse for en kvinde, som jeg kendte. Jeg havde passet hendes lille søde dreng i den vuggestue, hvor jeg arbejdede. Vi faldt hurtigt i snak, og det viste sig, at det var en slags cirkel, der blev sluttet med vores bekendtskab. Min mand havde haft hendes far til fodboldtræner, havde spillet vist nok med både hendes storebror og hendes mand, og han havde selv været træner for hende da hun var ungdomsspiller.
Allerede da jeg lærte hende at kende, var hendes mand syg af kræft. Jeg snakkede med hende om det. Hun var meget åben, men jeg fornemmede alligevel, at hun satte pris på, at jeg spurgte hvordan de havde det allesammen. Ud over den lille dreng, som var i vuggestuen, havde de endnu en dreng, som var et par år ældre eller tre.
Et stykke tid efter, jeg var stoppet i vuggestuen, døde manden af kræft. Han havde været syg noget tid, så det var på en måde ventet, men alligevel et kæmpechok for alle. Som jeg husker det, tilbød jeg kvinden at synge til bisættelsen, og det ville hun gerne have. Jeg sang “Er der nogen i himlen” af Danser med Drenge. Det var virkelig smukt og stemningsfyldt, og samtidig så sørgeligt og trist. Især at se hende sidde alene tilbage med sine to drenge.
Vi spoler nu tiden knap et år frem. Jeg var begyndt på studiet som pædagog, og var hjemme den pågældende dag. Tror, jeg surfede lidt på facebook, da jeg så en af mine FB venner skrive: “NEJ NEJ NEJ, det kunne ikke være mere frygteligt”. Jeg sad samtidig og læste den lokale avis på nettet, hvor der stod at der var sket en bilulykke. Jeg kontaktede min FB ven, som skrev, at kvinden, altså moren til de to drenge, som havde mistet deres far til kræft, og som vi begge kendte, var død i en trafikulykke og at begge børn havde været med i bilen. Ingen vidste, som de ville overleve.
Jeg gik helt i chok. Fik kontakt med kvindens bedste veninde, som lovede at holde mig opdateret. Det gjorde hun (og tusind tak for det). Hun kunne fortælle, at børnene var indlagt med kvæstelser, mens deres mor var død på stedet. Kvindens forældre var der for børnene, men havde samtidig mistet deres datter. Det må have været så uendelig hårdt, at jeg slet ikke kan forstå det.
Naturligvis kender jeg ikke de nærmere detaljer, kun at begge drenge overlevede og at bedsteforældrene fik forældremyndighed over dem, hvor de bor den dag i dag.
Via bedsteveninden tilbød jeg igen at synge til bisættelsen, hvilket familien til min store glæde sagde ja tak til. Der blev hurtigt oprettet en mindegruppe på facebook, som blev et sted, hvor vi kunne “mødes” og dele vores sorg – alle på hver vores måde og i vores forskellige relationer til kvinden. Kort før bisættelsen skrev jeg i gruppen: “Kære … Om nogle få dage skal jeg synge den sang for dig, som jeg for mindre end et år siden sang for din mand. Jeg er ikke sikker på, at det bliver med høj og klar stemme, men jeg lover dig, at jeg vil gøre det så godt, som jeg overhovedet kan. Fordi jeg ved, at du ville blive så glad for det. Jeg er sikker på, at der er Nogen i Himlen, som kan elske dig…
Knus, Anne-Mette.
På dagen satte jeg mig i kirken et par timer før ceremonien skulle finde sted. Her fik jeg grædt, bedt og sendt tanker til alle de pårørende, så jeg kunne holde stemmen klar, når jeg igen skulle synge “Er der nogen i himlen”.
Jeg holdt ikke stemmen helt klar, men næsten. Mit bedste redskab mod ikke at bryde fuldstændig sammen var IKKE at se på de to små drenge og deres bedsteforældre. Min mand var med i kirken, og det var en stor trøst for mig.
Noget tid efter fik jeg en stor og flot orkidé som tak fra kvindens forældre. Den blev jeg virkelig glad for. Det blomstrede længe, hvorefter den i en meget lang periode ikke satte blomster igen. Jeg flyttede for noget tid siden planten til vinduet på mit kontor i håb om, at det kunne komme til at blomstre igen, og da den først kom i gang, har den nærmest blomstret lige siden. Hver gang, jeg kigger på den, tænker jeg på kvinden, hendes mand og deres to børn. Jeg ved, at de har det godt, hvor de er og at de bliver passet godt på.
Jeg er sikker på, at de to har fundet hinanden i himlen, og at de nu kan elske hinanden hvor de er. Jeg er også sikker på, at de holder øje med deres drenge deroppefra. Eller som jeg sang til dem begge: “Håber bare du har det godt deroppe, og de andre de kan se, hvor dejlig du er. Håber bare, at du når det,
alt det, du ikke nåede her”.
Kærligst,
Anne-Mette