En usædvanligt vielse fyldt med stor kærlighed

I foråret blev jeg ringet op af en kvinde, som ønskede at hyre mig til et bryllup. Det var der ikke noget usædvanligt i, men da hun begyndte at forklare sit ærinde, spidsede jeg alligevel ører. Kvinden ringede på vegne af sin søn, som skulle giftes. Han ville fri til kæresten om formiddagen en lørdag i juli, og så skulle vielsen finde sted samme dag kl.13. Alt ville være tilrettelagt, klart og bruden skulle sådan set bare sige ja på det rigtige tidspunkt. Altså et surprisebryllup – for bruden!

For at sige det mildt var jeg skeptisk. Jeg har før deltaget ved mange hemmelige arrangementer, og jeg er jo altid selv en hemmelig gæst, men jeg må sige, at et hemmeligt bryllup, hvor bruden ikke kendte til det, skulle jeg lige vende et par gange i mit hoved. Kvinden i telefonen kunne næsten ikke være i sig selv af begejstring og følelsesmæssig påvirkning. Hun fortalte i detaljer, hvordan dagen skulle forløbe. At hendes søn på kæresteparrets årlige overnatning i shelter i skoven ville fri, og så ville alle gæsterne stå klar, når de kom tilbage. Her ville gommen gerne have, at jeg sang nogle sange, når de kom tilbage. Herefter ville der være et par timer inden selve vielsen, hvor jeg skulle synge bruden ind, synge for til fællessange og synge det nygifte par ud.

Så vidt jeg husker luftede jeg ikke min skepsis overfor kvinden i telefonen, men jeg må sige, da jeg havde lagt røret på, at jeg var lidt fortørnet over, at man ville fratage en brud muligheden for selv at tilrettelægge sit eget bryllup. Jeg har mødt rigtig mange brude i mit sangliv, og jeg ved, at mange bruger måneder og nogle gange år til at planlægge alle små detaljer på deres bryllupsdag. Jeg var selv én af dem for 15 år siden (faktisk er min bryllupsdag i morgen). Omvendt har jeg også deltaget i så mange events, som ikke nødvendigvis var sådan som jeg kunne forestille mig det, men som kunderne synes var helt som det skulle være. Så jeg trøstede mig med, at gommen nok kendte sin brud rigtig godt og vidste, hvad hun ville blive glad for.

En uges tid i forvejen ringede kvinden igen. Der var lidt forvirring, da jeg havde været i tvivl, om det ville blive til noget, men heldigvis havde jeg ikke fået lovet mig væk til noget andet. Detailplanlægningen gik i gang. Idéen med, at jeg skulle synge, når de kom tilbage fra skoven var droppet. Det ville blive for omstændigt og nok også lidt for meget. I stedet snakkede vi frem og tilbage om, hvor meget og hvornår jeg skulle synge. Sangene var: Still the one og From this moment, begge af Shania Twain. Vi blev enige om, at jeg skulle synge Still the one som indgang og at From this moment skulle være en solo til brudeparret inden de gik ud – igen til Still the one.

På dagen var jeg spændt. Vi havde aftalt, at hvis bruden mod forventning sagde nej eller hvis det ville blive for meget for hende at gennemføre, så skulle jeg modtage en sms. Men den kom ikke, så kl. 12.45 kørte jeg ind i indkørslen til en gård et sted ude på landet. Hvilket syn, der mødte mig. En flot pyntet bil i gården, og da jeg drejede om hjørnet til haven, så jeg den smukkeste lille skovsø som baggrund for hvad der nok bedst kan beskrives som det, man ser i amerikanske film, når brudepar bliver gift i haven. En æresport, smukt pyntet med tyl og blomster. Et par stole på hver side til hhv. bruden og hendes far samt gommen og hans “best man”. Selvfølgelig med søen og skoven i baggrunden. Gæsterne havde flotte, grønne bænke at sidde på, og jeg må indrømme, at min skepsis aftog en smule. Dette scenarie kunne ikke være smukkere, og helt ærligt så begyndte jeg at forstå den omtanke, planlægning og ikke mindst store kærlighed, der lå i denne gestus. At en gom kunne elske sin kommende brud så højt, at han har gået gennem ild og vand, fået malet bænke, arrangeret fotograf, musik (mig), giftefoged, inviteret alle gæsterne (som var indforstået med arrangementet), sørget for kjole, frisør, buket og alt, hvad der i øvrigt hører et bryllup til. Det ramte mig virkelig i hjertet.

Gæsterne blev bænket, gommen stillede sig klar og jeg skulle holde øje med, når jeg kunne se bruden og dennes far komme ud af døren til venstre. Når de kom frem, skulle jeg begynde at synge. Jeg må sige, at stemmen rystede lidt. Bruden var så smuk. Kjolen passede perfekt, og når jeg så på gommen (som jeg ofte gør, når bruden går ind – det er en stor oplevelse at se, hvordan han reagerer, når han ser sin elskede), så fik jeg simpelthen den største klump i halsen. Ikke godt, når man skal synge, vil jeg lige sige. Vi sang en fællessang, hvorefter giftefogeden, som var en ven af familien, holdt den smukkeste tale. Han fortalte også, at denne vielse selvfølgelig ikke var juridisk bindende, men at han insisterede på, at denne dag var brudeparrets rigtige bryllupsdag. Også selv om formalia måtte blive en anden dag og et andet sted. Brylluppet var lige her og nu, kærligheden blev cementeret foran familie og venner og i disse fuldstændigt fantastiske omgivelser.

Kærligheden var så meget til stede, som jeg aldrig har oplevet før. Omsorgen for bruden, som jo intet anede på forhånd, men som var så smuk, nærværende og fuldstændig overgivet i kærlighed til sin goms vilde plan om et hemmeligt bryllup, var meget rørende at være vidne til. Alle gæsterne var så kærlige og hele atmosfæren emmede af forståelse for, at bruden skulle have tid til at lade det hele synke ind.

Jeg er så uendeligt taknemmelig for, at jeg fik lov at være en lille del i et kæmpe puslespil, som udspillede sig med militærpræcision. Klumpen i halsen dukker stadig op ind i mellem, og jeg ved at jeg ALDRIG kommer til at glemme denne dag og denne kærlighedserklæring. Følelsen af uendelig kærlighed sidder i mig endnu, og jeg har lært at mine egne fordomme nogle gange fejes godt og grundigt af banen. Og helt ærligt, så ville jeg egentlig ønske, at min egen mand ville blive inspireret og feje benene væk under mig med en overraskelse af disse dimensioner.

Billederne er bragt med tilladelse fra brudeparret. Fotografen er Olav S. Smidt-Jensen.